skt-hans

NYHEDSBREV

Få vores nyhedsbrev og bliv opdateret på arrangementer, historier og udstillinger.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skt.Hans
TALEN 2016

Vi havde en fantastisk Skt. Hans aften torsdag 23. juni.

Årets båltale var ved Bjørn Albinus, formand for Fonden Nørre Vosborgs bestyrelse (tidligere direktør for Cheminova) og kan læses her:

Velkommen til Sankt Hans fest på Nørre Vosborg. Selv om jeg er bestyrelsesformand er det vel på sin plads at sige tak for invitationen til at holde talen her i aften. Det er jo sådan at her på Nr. Vosborg har vi en chef der ikke lader nogen muligheder gå fra sig, så da jeg havde min første snak med Trine, før jeg blev valgt som formand greb hun straks muligheden og spurgte om jeg havde lyst til at holde St. Hans talen i år. Det synes jeg jo ikke jeg kunne afslå, så det er baggrunden for at jeg står her i dag. Men jeg er glad for at få lov til at holde dette års St. Hans tale.

Det er herligt at tænke på at over alt i landet samles i aften børn og voksne, unge og gamle for at nyde midsommer og samværet om bålet, se heksen gå til i flammerne og hylde landet med Drachmanns smukke midsommervise.

”For den skønneste krans er dog din Sante Hans, den er bundet af hjerter så varme, så glade”.

Vi glæder os over at kunne være sammen i sommernatten, nyde at alt er sprunget ud, og at solen er kommet tilbage.

Der er næppe noget andet sted i verden hvor det er skønnere at fejre St. Hans end her på Nr. Vosborg. Haven med sine blomster og slottet med sin duft af eventyr, er en fantastisk kulisse for denne skønne aften.

Midsommer er for mig den skønneste tid på årshjulet. Sådan har det ikke altid været. Som barn var det julen, som det vel er for de fleste børn.

Det at vi betragter årets gang som et hjul der kører rundt er ganske naturligt for os i Danmark fordi vi har de skiftende årstider. Og at der er milepæle i hjulet der fejres, som Sankt Hans festen jo er et eksempel på, er også helt naturligt for os. Jeg kan dårligt forestille mig en Sankt Hans aften i Afrika hvor dag og nat er lige lange og solen brænder 365 dage om året.

Og måske er det i særlig grad ganske naturligt for os der bor langt fra de større byer, fordi vi på landet gennem generationer har været helt afhængige af at kunne manøvrere inden for de betingelser som årstiderne har givet os. Hvis man i gamle dage ikke havde halvdelen af forrådet tilbage når man kom til kyndelmisse kunne det blive svært at klare sig igennem resten af vinteren. Så ville der blive smalhans. Så årshjulets milepæle var vigtige pejlemærker for at man kunne klare sig. I dag er situationen selvfølgelig anderledes. Og det er den også langt hen ad vejen i vores del af landet, fordi landbruget og fiskeriet som de bærende erhverv er væk. Det er jo så rigtigt som Hans Edvard Nørgård engang skrev: Der er snart kun 2 gårde tilbage i hvert sogn, og den ene er kirkegården. Og den anden er sognegården – som et vittigt hoved engang tilføjede.

Men traditionen lever og milepælene i årshjulet er stadig væsentlige for os som pejlemærker, omend de i dag har en noget andet betydning for os end dengang de var afgørende for liv og død. Sankt Hans er midsommer, og hvor julen er familiernes fest, er Sant Hans det bredere fællesskabs fest hvor vi sammen føler glæde over, at lyset har fortrængt mørket. De kolde, korte, mørke dage er lagt bag os.  Kornet gror og alt er grønt og frodigt.

”Vi elsker vort land, men ved midsommer mest” som Holger Drachmann skrev. Efter at vi er flyttet til Vestjylland er der kommet nye pejlemærker for midsommer på årshjulet for min familie. Pejlemærker som ganske vist ikke er afgørende for vores overlevelse, men som vi alligevel anser for væsentligt. For os markerer midsommer f.eks. at jagten på klitplantagens gule guld –kantarellerne – går ind. Og snart også hyben, blåbær og alt det andet, som vi har i overflod her på egnen.
Og hvilken ulykke hvis vi så har spist mere end halvdelen at lækkerierne til kyndelmisse.

Jeg har i øvrigt altid undret mig over at H.C. Andersen, da han besøgte Nr. Vosborg i 1859, ikke skrev et eventyr til kantarellernes pris, for han var her jo midt i højsæsonen. Måske godt det samme, for havde HCA skrevet et eventyr om en fattig ung og smuk  pige med fletninger der en dag gik i skoven ved Lærkehøj og samlede svampe – som hun solgte til de rige i Ulfborg for at skaffe medicin til sin gamle mor – og som netop den dag blev bidt at en fæl hugorm så hun besvimede og var ved at dø – hvis ikke en kongesøn – hvis far var på besøg på Nr. Vosborg – helt tilfældigt kom forbi på sin hvide hest, kastede sig af hesten og med sine kongelige læber sugede giften ud af den unge piges lille smukke fod, indtil hun slog sine øjne op og som tak lavede flødestuvede kantareller til kongesønnen og de levede lykkeligt osv.  Ja, så ville konkurrencen om det gule guld have været meget større.

Sankt Hans indbyder i høj grad til at tale om alt det, vi kan samles om. Om de værdier, der er vigtige for os at forsvare. Og her er heldigvis meget mere der samler, end der deler os. For vi har jo de samme drømme om at leve i et land hvor nøgleordene er ansvar, fællesskab, frihed, lighed og demokrati.  Vi ønsker, at vores børn kan vokse op i tryghed og blive godt rustet til fremtiden.

For ikke så længe siden oplevede jeg i toget fra Holstebro til København hvorledes disse nøgleord kom i spil på den smukkeste måde:

Jeg skulle som sagt med toget fra Holstebro til København. Da jeg kommer ind i kupeen kommer jeg til at sidde ved siden af en ung dame og da toget sætter i gang leder hun pludselig helt febrilsk i sin bagage og begynder at græde. Det viser sig at hun har glemt sin pc i banegårdshallen. Hun er på vej hjem til Rumænien efter et ophold på Odinteateret. Vi får fat i DSB konduktøren, og får sat ham ind i sagen. Han tager straks affære, ringer til banegården i Holstebro for at sikre sig at pc’en fortsat er der. Derefter spørger han pigen hvor hun skal hen –  Kastrup og derefter til Bukarest med et fly der går 3 timer efter togets ankomst til Kastrup – er svaret. Derefter ringer han til sin kollega på det tog der går en time senere og aftaler med ham at han tager pc’en med til Herning hvor pigen så står af og skifter til det næste tog – får sin pc og stadig når sin flyver.

Pigen var taknemmelig – det ville ikke kunne ske i mit hjemland sagde hun – og jeg var stolt af at være dansker.

At standse op og glædes over fællesskabet, kan der være god grund til, for i hverdagen er der ikke så meget af det, som der har været. Og blot det at jeg fremhæver historien fra togturen fra Holstebro til København er et tegn på at der er noget der skrider i disse år. Det er der flere tegn på:

·  Moderne ledelse af den offentlige sektor, hvor vi – akkurat som i samlebåndets barndom – alle skal måles og vejes, selv på områder der ikke med fornuft kan måles og vejes, vil uvægerligt resultere i afstumpethed og suboptimering. Vi plejer jo at bryste os af at her i Danmark er tillid bedre end kontrol, Men man skulle efterhånden tro det var omvendt, altså at ”Vertrauen ist gut, kontrolle ist aber besser”, som de siger hos vores sydlige nabo. Man får jo hvad man måler og dygtige lærere, sygeplejersker, jordemødre, pædagoger, og hjemmehjælpere bliver dårligere og de dårlige bliver ikke bedre.

·  I hverdagen skal vi se fremad og vi skal være forandringsparate, for det er vigtigt at vise at vi udvikler os og ikke går i stå. Er der nogen der siger. Vi skifter job, livsstil, værdier, koner og kærester, mål og retning i en grad så der hverken er hoved eller hale i det vi gør. Det er det der hedder at tænke ud af boksen på nydansk.

·  Og vi skal hele tiden opdatere vores face book profil for at sikre at alle er helt med på hvor spændende vi er og hvor forandringsparate vi er. For slet ikke at tale om ”gode gerninger” De skal annonceres for alverden på face book – hvis ikke alverden ved hvor gode vi er, der jo ikke meget ved at være god og gøre gode gerninger. Vi vil ses og høres og vi iscenesætter hele tiden os selv.

Og fællesskabet lider. Og vores fælles pejlemærker for hvad der er rigtigt og forkert blæser i vinden, og er i fare for at forsvinde.

Vi mangler fyrtårne. Fyrtårne der står fast og som er forankrede i vores historie– som Nr. Vosborg – havde jeg nær sagt. Fyrtårne, som DSB konduktøren der med garanti ikke har opdateret sin face book profil med sin gode gerning. Han gjorde blot med den største selvfølgelighed sin pligt. Vi mangler fyrtårne, der ikke formes af tilfældige billeder i fjernsynet, eller af vores overfladiske forandringsparathed, men som har rødder i vores historie.

Så lad os tænde bålet og sende heksen til Bloksbjerg sammen med de mange falske fyrtårne.

NYHEDSBREV

Få vores nyhedsbrev og bliv opdateret på arrangementer, historier og udstillinger.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skriv dit søgeord og tryk enter for at søge